Gennemsigtighed

SANDERMANN er baseret i hjertet af midtjylland – et område, der plejede at være centrum for tekstilindustri i Danmark, og som producerede og eksporterede til hele verden. Den lokale tekstilindustri eksploderede i 1950’erne, med en tilsvarende eksplosiv befolkningstilvækst, fordi både kvinder og mænd blev ansat på tekstilfabrikkerne. Væksten resulterede i, at tekstilarbejdere selv startede deres egne strikkerier, systuer og væverier i kældere og garager, og det siges, at der på et tidspunkt var 200 strikkerier i området.

I løbet af 1990’erne begyndte vi at outsource disse arbejdspladser til lavtlønslande i især fjernøsten, og vi mistede dermed omkring 20.000 arbejdspladser fra tekstilbranchen i Danmark. Derfor mangler vi nu en stor del af den viden, og de håndværksmæssige kompetencer, som tekstilarbejderne havde. Vi har også gradvist mistet fornemmelsen for, og indsigten i, hvordan vores tøj er lavet. Vi er i dag blevet vant til, at tøj kan laves hurtigt og billigt, og almindelige forbrugere tænker sandsynligvis ikke over, at mennesker, dyr og miljø muligvis lider last i bearbejdningsprocessen af et stykke beklædning.

Hos SANDERMANN værdsætter vi at kunne holde vores produktion tæt på, helt fra uldfiber til færdigt produkt, og sikre sporbarhed og gode forhold for mennesker og dyr. At samle et dansk spildmateriale op og sætte det i cyklus, er dog ingen dans på roser, da det kræver at man etablerer en infrastruktur, som ikke eksisterer på forhånd. Det er derfor en dyr proces, hvilket resulterer i – i nogens øjne – dyre produkter.

Det kan være svært for nogle kunder at forstå, hvorfor vores produkter koster det de gør, så denne side er til for at forklare, hvordan vores forretningsmodel hænger sammen.

VORES MODEL

Når fåreavleren har klippet sine får, kontakter han/hun os, hvorefter vi kommer og indsamler det. Somme tider er vi også til stede ved selv klipningen og sørger for, at ulden bliver klippet på et rent underlag og at hammene fra de forskellige får ikke bliver rodet for meget sammen. Jo renere ulden er ved klipning, jo nemmere bliver processen. Skulle der alligevel være skidt og snavs i ulden efter klipning, skal dette sorteres fra for hånd. Man skiller maveuld, benuld og nakkeuld fra, da denne uld ofte er enormt filtet, beskidt og grov. De fleste af de fåreavlere, vi arbejder med, har fårehold for deres kødegenskaber, og ulden er derfor et biprodukt, der ellers smides ud.

Når råulden er sorteret, sendes den til spinderi, hvor den vaskes, tørres, kardes, spindes og tvindes, hvis man ønsker et garn sammensat af flere tråde.

Når vi modtager de færdige garner, sælges de enten som garner til kunder, der vil strikke selv, eller også indgår de i vores strikdesigns og sælges som strikvarer.

HVORFOR SKAL VI ÆNDRE MINDSET?

Lige nu er modeindustrien den anden mest vandforurenende industri i verden, den har en CO2-udledning på 10% af vores samlede CO2-udledning, hvilket er mere end flybranchen og maritim shipping tilsammen, og tøjvask i hjemmet udleder hvert år et halvt ton mikrofibre i havene1.

I Danmark blev der i 2016 markedsført 85.460 tons nye tekstiler, eller det, der svarer til 15 kg nyt tekstil per dansker. Samme år blev ca. 2/3 af denne mængde kasseret, brændt eller deponeret2. Vi havde i gennemsnit 60% mere tøj i 2014 end i år 2000 i vores garderober. Og vi bruger hvert stykke tøj mindre og mindre. Vores planets ressourcer kan ikke følge med, og hvis vi forsætter med de forbrugsvaner, vi har i dag, ser det sort ud for fremtidige generationer. For ikke at tale om de mennesker, der i dag arbejder under slave-lignende vilkår i fjernøstens tekstilindustri.

I store uldproducerende lande ser vi, at dyrehold bliver så store, og industrialiserede, at man bruger grove, dyremishandlende metoder for at kunne imødekomme store mængder og små priser. Dette er en udvikling vi på ingen måde har lyst til at bidrage til.

1: https://www.unenvironment.org/news-and-stories/story/putting-brakes-fast-fashion

2: https://mst.dk/service/nyheder/nyhedsarkiv/2020/jun/groenne-danske-tekstil-virksomheder-skal-inspirere-branchen/

DETTE GÅR VORES OMSÆTNING TIL

Når du køber et SANDERMANN-produkt, støtter du en bred vifte af aktiviteter, som du måske ikke har tænkt over på forhånd.

  1. Vi henter den nyklippede uld ved fåreavlere over hele Danmark. Uldens pris varierer efter race og hvor ren ulden er.
  2. Ulden sorteres for hånd.
  3. Ulden sendes til spinderi. Her har uldspinderiet en pris pr. færdigt kg. garn.
  4. Der bruges tid på at designe originale strikdesigns.
  5. Garnet indfarves muligvis.
  6. Garnet strikkes til produkter på manuel håndstrikkemaskine.
  7. Vores emballage er lavet af genbrugsmateriale.
  8. Transport af uld til og fra fåreavlere, spinderi og lign.
  9. Da vores virksomhed er onlinebaseret, tager det tid at vedligeholde f.eks. sociale medier og webshop.
  10. Vi værdsætter flotte, tydelige produktfotos.
  11. Drift, husleje til vores kontor og lager i Ikast
  12. Moms på 25%
  13. Research af nye, innovative teknikker, uldens egenskaber m.m.